Man sparer 30% ved at vælge Netflix med reklamer

Den nye reklamefinansierede abonnementsplan bliver tilgængelig fra starten af november
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-10-14

Vi har længe vidst, der var reklamer på vej til Netflix, og nu har streaminggiganten endelig afsløret, præcist hvor meget den nye delvist reklamefinansierede abonnementsplan vil koste, og hvad omfanget af reklamerne bliver.

Det nye pristrin kommer til at hedde "Basic with Ads" og vil koste $6.99. Den hidtil billigste ordning "Basic" koster $9.99 (79 kr.) Med den konverteringsrate, kan det forventes at abonnementet med reklamer vil koste omtrent 55 kroner, hvis det på et tidspunkt kommer til Danmark.

Foreløbigt bliver den nye plan tilgængelig fra den 3. november i følgende lande: USA, Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Sydkorea, Mexico, Spanien og England.

Opløsningen er begrænset til 720p/HD, og man skal forvente at se 4-5 minutters reklamer per time med en spilletid på 15-30 sekunder stykket. Reklamerne vil både spille før og undervejs i serier og film.

Netflix meddeler også, at en begrænset mængde film og serier ikke vil være tilgængelige med reklamer grundet licensudfordringer. Det vil heller ikke være muligt at downloade indhold, så du kan se det uden afgang til internet.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage