Knap er det meldt ud, at Google lukker deres streamingplatform Google Stadia til januar næste år, før den amerikanske techgigant nu er klar med et nyt gamingrelateret tiltag.
Det drejer sig om en serie af nye Chromebooks, som er designet specielt til at udnytte mulighederne for Cloudgaming, og Google har samarbejdet med nogle af branchens helt store virksomheder.
Først og fremmest er de nye laptops konstrueret af Acer, Asus og Lenovo. Specifikationerne varierer en smule på tværs af modellerne, men alle computerne har som minimum en 120Hz skærm, et anti-ghosting keyboard, understøttelse af Wi-Fi 6, en Intel Core i3+ processor og 8GB RAM. Mere præcist drejer det sig om følgende modeller:
Acer Chromebook 516 GE - $649
ASUS Chromebook Vibe CX55 Flip - $699
Ideapad Gaming Chromebook from Lenovo - $399
Ideen bag konceptet er, at de tre nye gamingorienterede Chromebooks, skal være en nem måde at komme ind i gaming, uden at man nødvendigvis behøver at investere i en dyr gamingcomputer. I stedet kræves blot en kraftig internetforbindelse, da computerne er designede til at være fuldt kompatible med Xbox Cloud Gaming, NVIDIA GeForce NOW og Amazon Luna.
Google i en ny markedsføringskampagne konceptet for "undercover gaming," da de færreste vil tro, man kan spille nye AAA-spil på en lille Chromebook, om end RPG-belysningen nok sætter en under kraftig mistanke.
Du kan læse mere om de nye gamingfokuserede Chromebooks på Googles officielle blog.