Lige siden det originale Pokémon Red/Blue har det været kutyme, at trænere udfordrede dig til kamp, så snart du gik ind i deres synsfelt.
Dette gjorde nogle gange spillet til en slags puzzle, hvor du forsøgte at snige dig uden om trænere, hvis dine Pokémon havde lavt liv, men tilsyneladende er dette nu et overstået kapitel.
Ifølge de seneste previews af Pokémon Scarlet/Violet er samtykke nu kommet til Pokémon, og andre trænere vil ikke længere automatisk angribe dig, så snart du træder ind i deres synsfelt. Et ikon vil stadig vise, at træneren er klar til kamp, men du skal altså selv tale med dem, inden duellen kan tage sin begyndelse.
Trænerkampe spillede kun en meget begrænset rolle i Pokémon Legends Arceus, så det er godt, at de er tilbage, om end vi nok lige skal vænne os til den nye måde, hvorpå kampene indledes.