Age of Empires-serien har siden det originale spil omhandlet kampe mellem historiske civilisationer og folk. I 2002 tog RTS-spillet dog en succesfuld afstikker til den mytologiske verden med Age of Mythology, der lod os spille med en smule assistance fra enten de græske, egyptiske eller nordiske guder.
Spillet fik i sin tid en meget positiv reception, og det er derfor en glædelig nyhed, at Microsoft netop har annonceret Age of Mythology: Retold.
Vi har endnu ikke fået nogle detaljer om den kommende remaster, men hvis de "definitive udgaver" af tidligere Age of Empires-spil danner model, kan vi regne med forbedret grafik, masser af quality of life-forbedringer og ikke mindst nyt indhold på den lidt længere bane.