Apple føler sig tvunget til at skifte til USB-C-opladere oven på ny EU-lovgivning
Selvom de "åbenlyst vil leve op til kravene" er telefonproducenten bestemt ikke tilfredse.
EU har efter lang tids forhandlinger og årelange forberedelser fået vedtaget en lov, der pålægger alle producenter af smartphones at anvende USB-C til opladning for at mindske miljøbelastningen og gøre det nemmere for forbrugerne.
Lovgivningen rammer stort set udelukkende Apple og deres Ligtning-port, og den amerikanske techgigant har da også flere gange brokket sig højligt over de nye regler. Reelt set efterlader lovgivningen Apple med to valgmuligheder - at trække deres produkter ud af det europæiske fællesmarked eller at ændre deres fremtidige telefoner, så de fremover understøtter USB-C.
Ikke overraskende vælger Apple den sidste løsning. I følge Forbes fortæller virksomhedens globale marketingschef, Greg Joswiak, til Wall Street Journal's Tech Live event, at Apple "obviously... [will] have to comply," og tilføjer "we've no choice."
Joswiak gjorde det dog klart, at virksomheden bestemt ikke var tilfredse med at blive pålagt, hvordan de skulle designe deres produkter. Han påstod også, at hverken Lightning-kablet eller USB-C ville eksistere, hvis Apple i sin tid havde rettet sig efter EU, der pålagde dem at bruge det ældre Micro USB-opladerkabel.
Den nye lovgivning træder i kraft i 2024, men Apple skulle ifølge Forbes allerede være langt med planerne om at introducere trådløs opladning af alle deres enheder og på den måde omgå hele den snørklede kabelaffære.