Mange skulle næsten tro, der ville være flere traditionelle gåder og puzzles i Hideo Kojimas spil, end hvad tilfældet er, for den ikoniske spilinstruktør elsker - mere eller mindre subtilt - at antyde kommende projekter på sin Twitter-konto.
Her under et døgn inden, at Kojima efter alt at dømme vil afsløre sit kommende projekt til The Games Awards, kommer han med endnu et hint.
<social>https://twitter.com/HIDEO_KOJIMA_DA/status/1600596136632279040</social>
Denne gang drejer det sig om tre ansigter i silhuet. To af ansigterne tilhører Elle Fanning og Shiori Kutsuna, der allerede er blevet afsløret som skuespillere i Kojimas kommende spil, og det tredje ansigt kunne meget vel ligne Léa Seydoux, der spiller karakteren Fragile i Death Stranding.
Betyder det så, at en efterfølger Death Stranding er næste punkt på Kojimas dagsorden? Det finder vi ud af i morgen tidlig, eller hvis man er rigtig nysgerrig, fra kl. 2:00 i nat dansk tid, hvor The Game Awards løber af stablen.