Microsoft viser Halo 4

Billeder fra gameplay-demo
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-06-04

Microsoft indledte sin E3-pressekonference ved at vise en mission fra deres stortitel dette efterår, Halo 4. Master Chief og Cortana står og ser ud over et åbent landskab på den mystiske Forerunner-planet Requiem, da rumskibet UNSC Infinity pludselig nødlander på planeten.

Her tager spilleren over, og guider spartaneren gennem tæt jungle. Han støder på en gruppe covenanter bestående af en Jackal, to Grunts og en Elite. De mindre fjender sættes hurtigt ud af spillet, men da Eliten bevæbnet med plasmasværd stormer frem mod Chief, opløses den pludseligt i en eksplosion af gule gnister.

Master Chief fortsætter gennem junglen for at undersøge, hvad der dræbte covenanten, og det er her at Halo 4's nye trussel viser sig for første gang. Disse mekaniske fjender benytter sig af nye manøvrer, der ikke tidligere er set i Halo-serien. De flyvende robotter forsvarer fodsoldaterne, og kan tilmed stoppe granater i luften og kaste dem tilbage mod spilleren. Så skal man være hurtig, og skyde granaten mens den endnu hænger i luften.

Da de nye fjender er ekspederet, finder og afprøver Chief to helt nye Forerunner-våben, der ser ud til klart at adskille sig fra tidligere våben i serien. Demonstrationen afsluttedes med en hurtigt klippet trailer, der viste lidt af Cortana, som mener at hun ikke har lang tid tilbage at leve i. Vi hører også stemmen fra en oldgammel fjende, der tilsyneladende får en stor rolle i den nye trilogi.

Det korte gameplay-klip bød på flot og detaljeret grafik, der lader til at have taget et pænt spring i forhold til forgængeren Halo: Reach. Stemningsmæssigt vækkede den også minder om Metroid: Prime-serien, hvilket vi bestemt ikke klager over. Halo 4 udkommer den 6. november.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage