I en ny pressemeddelelse fra Ritzau fremgår det via en undersøgelse foretaget af Deloitte, at reklamer inde i spil kan gå hen og blive den næste "guldgrube" for tørstige annoncører, der leder efter at komme endnu mere ind på livet af forbrugerne.
Deloittes Digital Consumer Trends-undersøgelse estimerer at der er flere og flere forbrugere der spiller dagligt, og at målgruppen bliver bredere og bredere.
"Forestillingen om gameren som den store teenagedreng, der er groet fast i sin gamerstol bag nedrullede gardiner, er temmelig misvisende. I dag er vi alle gamere - i den forstand, at alle aldersgrupper og køn spiller digitale spil i hverdagen," fortæller leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation, Frederik Behnk.
Det er godt nok i forvejen en lidt gammeldags beskrivelse, men Deloitte noterer samtidig at "reklamer på spilplatforme mere attraktive for kommercielle aktører, der ønsker at ramme en bred målgruppe," uden at specificere hvordan vi kunne se det implementeret i fremtiden.
Dog ved vi at blandt andet Microsoft har undersøgt hvorledes man eksempelvis kunne lave et reklamefinansieret Game Pass-abonnement, så der sker udviklinger på den front.