Ubisoft viste her til aften en live-demo af deres kommende Rayman Legends, der ser ud til at blive mindst lige så fantastisk som det på alle måder fantastiske Rayman Origins.
Spillet blev vist frem på Wii U, hvor gamepad'ets touchskærm blev fornemt udnyttet.
En ny figur er med i spillet, Murphy, der styres udelukkende via touch. På den måde kan han nå steder og genstande, som Rayman-spilleren ikke selv kan nå, og hjælpe ham på nye måder.
Murphy kan også hjælpe til på andre måder, og vi så blandt andet en bane, hvor Rayman og Globox løber for fulde drøn, mens Murphy-spilleren fjerner forhindringer i andet - alt sammen i takt til musikkens hvæsende guitar-riffs. Fornemmer vi et indslag af rytmespil?
