Tyske Piranha Bytes virker til at være store fan af Nintendo Switch. Tilbage i januar lancerede de Risen til konsollen (samt Xbox og PlayStation), og nu tyder meget på, at endnu en af deres ældre titler tager samme vej.
På Twitter fejrer udvikleren, at deres debutspil Gothic har 22-års jubilæum. I den forbindelse kommer de med følgende besked, der indeholder et screenshot fra spillet med UI-elementer fra Nintendo Switch:
<social>https://twitter.com/gothicthegame/status/1636064718833225728</social>
Ifølge Nintendo Life har Piranha Bytes tidligere også antydet, at Gothic II kan komme til Nintendo Switch, så sandsynligvis er begge titlerne undervejs - måske i en samlet pakke? Hvorvidt det notorisk ustabile Gothic 3 også finder vejen til Switch, tør vi ikke gætte på.
Spanske Alkimia Interactive arbejder i øjeblikket på en storstilet remake af det originale Gothic til moderne platforme. Det seneste spil fra Piranha Bytes er Elex 2 fra 2022.