Nyt Turtle Beach-patent hentyder til controller med touchskærm

Det lader til at Turtle Beach er interesserede i en større opgradering af deres controller på et tidspunkt.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2023-03-31

Opdatering: Som VGC skriver er der en fejl i beskrivelsen, og det er faktisk Turtle Beach, en tredjepart, der har tegnet patentet på en Xbox-controller med touch-skærm i, ikke Microsoft. Det skriver de via Twitter. Den originale historie er som følger.

Selvom at Xbox-controllere naturligvis er blevet forbedret det sidste lange stykke tid, så tilbyder de i dag ikke mere funktionalitet end de gjorde i sidste generation. Det kunne dog stå til at ændre sig på et tidspunkt.

For som GameRant har opdaget har Microsoft for nylig tegnet et nyt patent på en controller, der specifikt har et indbygget touch-panel.

De kommer med forskellige eksempler på specifik brug, såsom at tilgå forskellige loadouts i multiplayer-spil, tilgå sociale medier, checke batterilevetid og meget mere.

Det er naturligvis ingen garanti for at produktet bliver lanceret, men det er dog lovende. Hvad ønsker du at se fra en controller fra Microsoft i fremtiden?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage