Phil Harrison havde kun meget store ting at sige om Stadia, da tjenesten blev afsløret ved GDC for en del år siden, men det skulle vise sig at gå lidt anderledes end Google havde håbet. Tjenesten lukkede ned i januar, og i samme ombæring har Harrison selv angiveligt forladt Google.
Det er ikke noget der er blevet offentliggjort, men en rapport ovre hos Business Insider slår fast at han altså forlod virksomheden samtidig med lukningen - hans egen LinkedIN siger ellers at han først forlod virksomheden i denne måned.
Han sluttede sig til Google i 2018 efter at have siddet for både Sony og Microsoft tidligere. Hvor han nu skal hen vides dog ikke.