For nylig kunne Warner Bros. Discovery afsløre, at grundet den seneste sammensmeltning så skifter deres streamingtjeneste HBO Max navn igen. Den kommer fremadrettet til bare at hedde "Max", og den ændring træder i kraft allerede d. 23 maj i USA. Dertil kommer løftet om at Discovery+ indhold vil indgå i tjenestens line-up.
Men hvordan ser det ud herhjemme? Vi rakte ud til Warner i Danmark, og fik tilsendt denne meddelelse:
"Informationen herunder har i første omgang fokus på lanceringen af den nye WBD streamingtjeneste Max og detaljer om f.eks. prissætning vil være specifik til USA. Max lanceres i Europa til næste år."
Så Max (eller "MAX") kommer altså til Danmark, og til resten af Europa, men først noget der ligner et år efter udrulningen i USA. Hvad der dog endnu ikke vides er om programmer fra Discovery+ vil indgå eller ej.
Har du tænkt dig at abonnere?