Mere indhold til Wipeout 2048

Wipeout HD og Fury tilføjes
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2012-06-19

Sony kan i dag fortælle at der er meget mere indhold klar til download, hvis du er ejer af Wipeout 2048 til PS Vita. Således skulle PlayStation 3-spillet Wipeout HD, samt dets DLC-pakke Wipeout HD Fury nu også være klar til PS Vita-versionen.

Fordi spillet gør brug af det såkaldte "Cross Buy"-tiltag, vil det ikke være nødvendigt at købe indholdet igen til PS Vita, hvis du allerede en gang har købt det til PlayStation 3. Omvendt vil du også kunne købe hele pakken til din PS Vita, og samtidigt også få PlayStation 3-versionen med i pakken.

Fra den officielle pressemeddelelse lyder det:

Med Cross-Buy får forbrugeren dobbelt så meget spil for pengene, fordi indhold til PS Vita også vil være tilgængeligt uden ekstra omkostninger for dem, der allerede har købt samme indhold til PS3 fra PlayStation Store. Cross-Buy fungerer også omvendt. Hvis spillerene har købt indholdet til PS Vita, kan de også spille det på PS3 uden ekstra omkostninger. Der er allerede udgivet en mængde spil til PS Vita, der understøtter Cross-Buy, heriblandt Hustle Kings, Top Darts, Motorstorm RC og nu WipEout 2048.

PS3-afsnittet af WipEout-serien, WipEout® HD, er nu tilgængeligt til download på PS Vita i form af WipEout 2048 - WipEout HD Game Pack. Drøn gennem 12 nye baner (inklusive otte baner med omvendt retning), mens du lærer at styre de 12 nye skibe - det er en futuristisk racerpakke, der giver udfordring til dem, der allerede har besejret WipEout 2048.

Hvis PS Vita-versionen af det komplette PS3-spil stadig ikke er nok for dig, så udgiver SCEE også WipEout 2048 - WipEout HD Fury Game Pack. Denne pakke indeholder adgang til yderligere 12 baner og 24 skibe.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage