I går aftes afslørede Microsoft for første gang deres kommende Windows Phone 8-system, der byder på en lang række forbedringer i forhold til 7'eren - og en hel del, der er rettet direkte mod spillere.
Modsat Windows Phone 7, hvor udviklerne kun kunne arbejde i fortolkede sprog, kan man skrive "native"-programmer til WP8, der kører direkte på telefonens hardware, uden at skulle gennem en fortolker eller andet. Det i sig selv burde betyde hurtigere ydelse, men mere imponerende er det, at telefonen nu understøtter DirectX.
I praksis bør det betyde, at de tekniske forskelle mellem et spil til Windows pc'ere og Windows Phone 8 er så små, at det bliver en ganske overkommelig opgave at konvertere dem.
Middleware-udviklerne fra Havok (der blandt andet leverer fysiksystemer til en lang række spil) var med på præsentationen, og fortalte at en lang række af deres værktøjer allerede fungerer på platformen.
Windows Phone 8 har store dele af sine kernesystemer, herunder kernelen, til fælles med Windows 8, der igen burde gøre systemet endnu lettere at udvikle til.
Alle Windows Phone 8-mobiler kommer til mindst at have en dual core-processor, og som noget nyt vil fabrikanterne kunne vælge mellem tre skærmopløsninger: den eksisterende 800 x 480, samt 1280 x 720 og 1280 x 768. Apps udviklet til Windows Phone 7 vil uden problemer kunne køre og opskalere til Windows Phone 8.
Dertil var der en lang række andre tiltag, såsom en forbedret startskærm og en masse nye enterprise-funktioner og betalingsmuligheder. Dem kan du læse mere om på TechRadar.