USAs føderale handelskomission - kendt som FTC - har stævnet Nintendo of America, for at få vidnesbyrd vedr. forretningsaftaler mellem Nintendo og Activision Blizzard. Aftalen drejer sig om tilstedeværelsen af Call of Duty på Nintendo-konsoller, og om hvorvidt deres aftale skaber komplikationer i Microsofts køb af Activision-Blizzard. Gamingbolt rapporterer om sagen, og skriver, at det er specifikt Nintendo of Americas vicepræsident Steve Singer, der er blevet indkaldt til at vidne, siden det var ham, der stod for forhandlingerne mellem Nintendo og Activision Blizzard i sin tid.
Det kan være at den amerikanske myndighed kan opklare nogle ubesvarede spørgsmål vedr. handlen mellem Microsoft og Activision Blizzard, ved at inddrage Nintendos rolle i hele affæren.