Er Nintendo gået fra snøvsen?
Er der nogen, der kan forklare mig, hvad pokker der foregår hos Nintendo? Den ellers så klippestabile konsolmager har gennem det seneste truffet beslutninger og kommet med udmeldinger, der er svære ikke at rynke brynene over.
Tag gårsdagens annoncering af Nintendo 3DS XL. For det første er timingen jævnt underlig. To uger efter E3, på et klokkeslæt der ikke rigtig passer med nogen, og tilmed på en dag, der er helt eller halvt helligdag i mange lande. Så er der beslutningen om ikke at inkludere en oplader - den skal nye kunder åbenbart købe ved siden af, hvilket jo er helt vildt praktisk.
Men så er der også selve produktet. Hvad skal vi med 3DS XL? Hvorfor en hardware-revision så tidligt? Skiftet fra DS til DSi var let at forstå, for den oprindelige DS var både grim og også ret klodset. Men DS XL kom først fem år inde i DS'erens levetid, og var mest af alt henvendt til et lidt ældre og svagtseende publikum, der gerne ville spille Brain Training, men synes den almindelige DS var for lille.
Men det kan da næppe være den målgruppe, Nintendo satser på her. Det er simpelthen for tidligt. Måske har de fundet ud af at gøre 3DS'eren billigere at producere, ved at lade de indvendige komponenter værre større? Jeg tvivler...
Og så var der deres præsentation på E3. Skal vi være hårde, så var det essentielt den samme præsentation som de lavede sidste år. Reelle nyheder var det småt med (andet end et par ting, Ubisoft allerede havde præsenteret tidligere), og i stedet bød de mest af alt på videreudviklinger af de prototyper, de viste sidste år. Det, og så en masse snak om visse ting, de ikke havde tid til at vise, og så ville vise senere. Undervældende er ordet.
Men det største problem er, at Nintendo stadig ikke har fået oplyst de forvirrede masser, der ikke er sikre på hvad Wii U er. Den gamle Wii var let at forstå - der skulle bare et enkelt sving med controlleren i Wii Sports Tennis til, før man fangede konceptet.
Ordet fra messegulvet på dette års E3 er derimod, at der blandt de blødere segmenter af messedeltagerne (læs: dem der ikke er spiljournalister eller hardcore-spillere) stadig er en udbredt opfattelse af, at Wii U er en tablet-agtig enhed, en man kan tage med i tasken som en iPad og spille på, når man ikke er hjemme. Avs.
Det er ikke fordi jeg tror, at tingene sejler hos Nintendo. Dertil er både Satoru Iwata og Reggie Fils-Aime alt for dygtige. Og når man hører de to tale om Wii U, er der heller ingen tvivl om, at der internt i selskabet er en klar forståelse for hvad Wii U kan, hvad dens styrker er, og hvad der kan gøre den til en succes. De tror på produktet, mest af alt fordi de forstår det, har man indtryk af.
Og måske er det netop derfor, at stemningen omkring Nintendo er så underlig for tiden. De har erfarne og kompetente folk ved rorpinden, og havde indtil for nyligt aldrig præsteret et underskud i al den tid, de har været i konsolbranchen. Hvorfor opfører de sig så så mærkeligt?
<bild></bild>