Glem ikke Super Nintendoen
Vi har i denne uge haft en lidt fokus på Gamecuben og fremhævet nogle af de bedste titler til konsollen. I den kommende uge vil vi forsætte med at kigge lidt tilbage, men her vil det både være Super Nintendoen og Gamecube der er i fokus - faktisk har jeg allerede taget et kig på listen over Super Nintendo-klassikere og kan røbe lidt om hvad der ikke er med.
Alle der har forsøgt at sammensætte en sådanne liste, ved at det er en aldeles utaknemmelig og ekstremt svær opgave, og jeg har da også måtte erklære mig uenig i flere af valgende. Uden at pege fingre eller råbe "blasfemi!", er jeg her klar med tre bud som jeg synes enhver liste med Super Nintendoen i fokus bør indeholde.
Der var naturligvis masser af spil at overveje, og jeg undrede mig over hvor spil som Final Fantasy III, Earthbound, Illusion of Gaia og måske endda Plok og Unirally blev af, men i særdeleshed var det nedenstående jeg synes manglede på listen.
Axelay
Axelay var noget så simpelt som en skydespil af den slags hvor det var dig og dit rumskib mod resten af galaksen, og så var det tilmed et af de første af slagsen på Super Nintendoen. Alligevel havde Konami gjort hvad de kunne for at lave et tidligt bud på et spil der udnyttede alle de nye tricks som SNES-hardwaren bød på.
Her var pseudo-3d baner som udnyttede "Mode 7"-effekten til fulde, lyd som narrede lytteren til at tro at der var sat flere højtalere til systemet og samplet tale til at sætte det hele i gang. Her var også enorme fjender og smuk pixelgrafik af den slags som ganske simpelt ikke havde været muligt tidligere.
Men det var det unikke våbensystem der i første omgang fangede interessen. Således valgte man inden hver bane tre forskellige våben, som yderligere havde flere forskellige anvendelsesmetoder, og på den måde gav et diverst udbud af tricks hvormed man kunne besejre fjenden.
Det hele blev afrundet med et af de flotteste soundtracks på konsollen, som for alvor skubbede til følelsen af at man var trådt ind i en ny tidsalder hvad angik spil.
Yoshi's Island
For mig står Super Mario World stadig som det potentielt bedste platformspil nogensinde, hvorfor jeg naturligvis ikke er uenig i at det er med på listen. Men næsten lige så god var efterfølgeren, og at det denne gang var Yoshi der var hovedperson, havde tydeligvis givet holdet bag en undskyldning for et langt mere eksperimenterende og kreativt Mario-eventyr end tidligere.
Yoshi's unikke evner til at sluge sine fjender og bruge dem som projektiler, blev denne gang udnyttet til fulde og de fleste af spillets puzzles var centreret omkring teknikken. Dette var også et af de første Mario-eventyr hvor der var fokus på points, og kun ved at opnå hundrede af slagsen kunne man låse op for de sidste hemmelige baner.
Nintendo legede som aldrig før med former og størrelser på fjenderne, hvilket kunne lade sig gøre fordi spillet benyttede sig af den specielle Super FX 2-chip som sad monteret i selve spilkassetten. Resultatet var en eventyr fuld af overraskelser og hemmeligheder, og samtidigt et af Kyoto-gigantens sidste store eventyr til konsollen.
Chrono Trigger
Jeg er rigtig glad for både Secret of Mana og The Legend of Zelda, men skal jeg være ærlig synes jeg ikke der er nogen af dem der når Chrono Trigger til sokkeholderne.
Eventyret der uden et eneste hik i historien blandede tidsrejser, dommedag og herlige personligheder, måtte allerede inden dets udgivelses bære nogle gigantiske og urimelige forventninger på dets skuldre.
Holdet bag eventyret var nemlig et sandt "drømmehold", der inkluderede Hironobu Sakaguchi (skaberen af Final Fantasy), Yuji Horii (skaberen af Dragon Quest) og Akira Toriyama (skaberen af Dragonball), og så havde de da også lige gjort brug af Nobuo Uematsu til dele af lydsporet.
Den slags har det med at ende i middelmådige spiloplevelser med gode intentioner, men i Chrono Trigger var det som alt lykkedes. Historien var stærk fra første gang man mødte den eventyrlystne Crono og vennerne Marle, Lucca, Frog, Ayla og Magus, til det sidste slag mod den levende dommedag Lavos, og få vil nok glemme da den scene hvor en af hovedpersonerne dør.
Resten af pakken var næsten ligeså stærk og både lydsporet og grafikken, hører stadig til det mellem det bedste der nogensinde blev præsteret på Nintendos aldrende konsol.
Som et af de ganske få spil fra den tid, er Chrono Trigger på det nærmeste stadig lige så godt i dag som det var dengang, og det er derfor jeg ikke mener nogen former for Super Nintendo-opsamlingslister kan være foruden dette mesterværk.
<bild></bild>