I næste uge kan du læse to artikler om Gamecube. Her vælger Gamereactor nemlig de største klassikere til maskinen, mens Lee byder på en alternativ top 10. Det fik mig til at tænke.
Tingene går stærkt for Nintendo lige for tiden. Fra at have siddet på toppen af spilbranchen med Wii er det hele lige pludseligt blevet vendt til negative finansielle resultater og en kommende konsol som ingen øjensynligt kan blive kloge på. Det er dog langt fra første gang Nintendo har måttet kæmpe for sin del af kagen, og faktisk var historien den samme med konsollen som giganten lancerede før Wii: Gamecube.
Foruden det firkantede design var der egentlig ikke særlig meget der interesserede mig ved den underlige konsol - selv controlleren virkede utilstrækkelig når det gjaldt de genrer jeg plejede at bruge tiden på, til trods for at den lå godt i hånden.
Værst var dog, at Nintendos egne titler ved udgivelsen for en gang skyld virkede forfejlede og kedelige. Wave Race: Blue Storm var ikke halvt så godt som dets forgænger på Nintendo 64, Crazy Taxi var sjovt i ti minutter, og selv det hyggelige Luigi's Mansion var meget langt fra de platformseventyr der normalt plejede at kendetegne lanceringen af en ny Nintendo-konsol. Tilbage var det solide Eternal Darkness og Super Monkey Ball, der trods deres kvaliteter ikke var nok til at få mig til at købe konsollen.
Gamecuben var med andre ord en overordentlig skuffelse for mig i lang tid, og alligevel var det netop denne konsol der gav mig nogle af mine bedste spilminder - det krævede blot lige en ventetid på næsten et år.
Knap elleve måneder efter Gamecuben var landet i de danske spilbutikker, var jeg nemlig et helt andet sted i verden. En pressetur havde sendt mig til Los Angeles, og da jeg helt havde droppet at følge med i udgivelserne på Nintendo-platformen, var jeg ikke helt klar over hvornår de forskellige titler stod til at udkomme. Forestil dig derfor min overraskelse da jeg lidt nysgerrigt spørger en Gamestop-ansat hvornår The Legend of Zelda: Windwaker udkommer, og han svarer "Det kom i går, skal du have det med?".
Hurtigere end du kan sige "skalduhavesoyairullen" havde jeg købt en sort Gamecube med Links nyeste eventyr og Metroid: Prime, smidt det i tasken og gjort klar til at flyve hjem. En rejse på knapt 24 timer var da heller ikke i nærheden af at være nok til at fraholde mig fra at sætte det hele til fjernsynet, så snart jeg trådte ind i lejligheden.
Zelda var afsindigt smukt i både udseende og tone, og bød på de solide puzzles og opgaver som efterhånden er blevet et varetegn for serien. Her var eventyr til den store guldmedalje og scener så smukke at de stadig befinder sig i mit indre kartotek i dag (Ancient Hyrule), og så var det hele så elegant skruet sammen, at jeg gerne så en efterfølger på Wii U.
Det var dog Metroid Prime der på det nærmeste opnåede en bedrift jeg ikke kan huske, at have oplevet tidligere, for havde der ikke været et eneste andet spil jeg havde haft lyst til at spille på Gamecuben, havde Retro Studios mesterværk stadig været nok til at godtgøre platformen i min optik.
Jeg har flere gange tidligere fortalt hvor meget jeg holder af den amerikanske opdatering af den klassiske serie, men kort kan det siges at jeg synes her er tale om den bedste omsætning af en 2D-serie til 3D, siden Mario første gang gennemgik samme konvertering.
Det hele var som man huskede det fra seriens tidligere kapitler, blot nu mere levende, udspekuleret og bedre forklaret. Samus havde aldrig tidligere før været så tæt på, og man kunne på det nærmest mærke dragtens vægt når hun bevægede sig rundt i de forskellige miljøer, brugte hendes forskellige evner og gnidningsfrit hoppede fra platform til platform i førsteperson.
Alt fungerede efter hensigten i Metroid Prime og det viste på glimrende vis hvordan Nintendo ikke kun selv forstår at lave eventyr af en kvalitet som få kan matche, men hvordan de også er et af de få firmaer der kan lære fra sig når situationen kræver det.
Forvirringen er endnu stor omkring Wii U og ærlig talt har jeg ikke set et eneste spil endnu der gør konsollen til noget, jeg bare må eje. Omvendt ved jeg dog godt at det ikke kræver så meget før jeg igen lader mig overtale: bed bare Retro Studios om at lave et nyt Metroid-eventyr.
<bild></bild>