Det lader til at Sony holder fast i deres igangværende strategi om at droppe de centrale messer i den ellers etablerede eventkalender, og holde deres egne showcases. De ønskede ikke deltage ved E3, og nu dropper de Gamescom.
De har nemlig bekræftet overfor tyske GamesMarkt, at de ikke kommer til at være til stede ved årets Gamescom. Det betyder dog først og fremmest at de ikke har en tilstedeværelse på selve messegulvet, og ikke nødvendigvis at der ikke vil være PlayStation-fremvisninger ved Opening Night Live.
Gamescom løber af stablen d. 22 august, og sparkes i gang af Geoff Keighley via den traditionelle Opening Night Live showcase, der byder på større afsløringer.
Nintendo har allerede erklæret at de deltager, og ligeledes har Xbox og en række andre større udgivere.