Diverse streamingtjenester er ved at løbe ind i det ret så centrale problem, at de enten ikke kan ekspandere i samme tempo som tidligere, eller at omsætningen falder som følge af en slags mætningsgrad på markedet.
Netflix slår eksempelvis ned på kontodeling, mens HBO Max (der næste år bare bliver "Max" herhjemme også) har valgt at hæve priserne. HBO har afsløret via deres hjemmeside, at de hæver priserne på en række markeder, deriblandt det danske, og det træder i kraft fra d. 13 juli.
Herhjemme er prisstigningen på 10 kroner, og den samlede pris stiger fra 79 DKK til 89 DKK. Det skal dog siges at hvis du tog imod deres "lifetime-tilbud" da tjenesten blev lanceret, så abonnerer du stadig med 50% rabat.
HBO har ikke direkte kommenteret på stigningerne.