Stjæl med arme og ben tak!
"I think it's a dumb idea. We've never really made an action game out of a movie." Ray Kassar. CEO Atari.
Denne uge bød på noget som jeg føler er ved at blive en trend. Og rent faktisk en jeg bifalder. Men lad mig lige nævne de tre titler, der er årsagen til den konstatering. The Amazing Spider-Man, Temple Run Brave og Where's My Perry.
Den første titel var til de store konsoller. Her blev der budt på en netsvingende Spider-Man i god form. Temple Run Brave leverede platformsaction perfekt timet med Disneys Brave-film. Og Where's My Perry tog fat i en anden af Disneys nyklassikere nemlig Phineas og Ferb-serien.
Kan du se sammenhængen? Alle var licens-spil og alle kopierede i større eller mindre grad noget velkendt. The Amazing Spider-Man stjal med arme og ben fra Batman: Arkham-spillene. Where's My Perry er en direkte kopi af Disneys egen Where's My Water. Mens Temple Run Brave er købt af folkene bag Temple Run og det samme spil med et Brave-skin, tilsat mulighed for at skyde nogle mål undervejs i banerne.
Den vigtigste pointe kommer dog nu: de var alle rigtig gode. Og de to sidstnævnte var nærmest fuldstændige kopier af tophits.
Og det er her, hvor jeg synes at denne trend faktisk skal bifaldes. Jeg ved godt at det er populært at kritisere alt og alle. Og at uddele verbale tæsk så snart noget ikke er fantasifuldt/kreativt/underfundigt eller bare allerhelvedes Ib-maler-i-slidte-Converse-med-gråsorte-stramme-bukser-og-kæmpe-briller-i-uldent-bonghår-agtigt. Du ved hvad jeg mener. Lad "de andre" om det. Licens-spil behøver ikke opfinde en ny slags tallerken eller genfinde universets skabelsespartikel hver gang.
Det er jo ikke altid at hjernen eller spillerne søger den slags underholdning. Når et licensspil indkøbes er det oftest, fordi man gerne vil genopleve eller gense elementer fra det licenserede, eller fordi man gerne vil forlænge en god film- eller læseoplevelse med et spil. Eller ganske enkelt fordi man gerne vil have en god spiloplevelse. Det er kreativitet eller nytænkning bestemt ingen garanti for. Og slet ikke hos det publikum, der ofte vil indkøbe sådan en titel.
I halvfjerdserne og firserne voksede jeg op med et væld af licenstitler der skuffede. E.T. er naturligvis den mest kendte. Men Robocop, Superman, Spider-Man, Hulk, Rambo (ooh musikken var god!), Miami Vice, The Rocky Horror Show og Friday The 13th var alle middelmådige i bedste fald. De var som hovedregel skamfuldt elendige. Pengene var brugt på at købe licensen og så skulle resten flikkes sammen hurtigt (gerne som sidescrollende 2D-spil, nøjagtigt som 3D-action eller FPS misbruges til det i dag).
I halvfemserne så vi endnu en bølge af middelmådige licenser, selvom Goldeneye viste, at vi faktisk godt kan få gode spil baseret film- eller bøger. Der var dog stadig en bølge af licens-skrammel nærmest månedligt.
Dette fortsatte helt ind i dette årti.
Og det er jo egentligt forståeligt nok. For det at skyde en film, kan ikke sammenlignes med det at lave et spil. Selvfølgelig er der problemer begge steder, men et spil har så mange potentielle katastrofeopbremsninger undervejs, at det sjældent ender lykkeligt, når noget skal leveres simultant med eksempelvis filmens premiere. Der er ikke tid. Ikke tid til at rette fejl, gennemtjekke kode, få renderet de korrekte assets og så videre.
<bild>Læderlappen viser vejen i dag</bild>
Men hvad med Batman: Arkham City. Eller Arkham Asylum. De var da et gode licens-spil? Spørger du måske nu. Ja netop. Men de var også uafhængige af at skulle matche en film-udgivelse.
Så hvorfor ikke kaste håndklædet i ringen og acceptere at vi skal genbruge så meget som muligt, når det kommer til at nå en tidspresset licenstitel. Stjæl endelig med arme og ben fra andre spils motor, mekanikker og funktioner. Og brug kræfterne på historien (som med Spider-Man) eller figurerne (som med Brave og Perry). Sådan at man får den gode forlængelse af sin oprindelige oplevelse, sådan at man får genkendelsens glæde, og sådan at vi som forbrugere ved hvad vi går ind til.
De tre eksempler her fra teksten er alle titler, der bevæger sig fra over middel til toppen blandt alle kritikere, og er det ikke det vi i de fleste tilfælde er ude efter i sidste ende? Gode spil? Også selvom de ligner?
<bild>Krybdyr eller tegnefilmsagenter? Kan du gætte det?</bild>