Microsoft vinder retssagen mod FTC i USA

Et vigtigt skridt for Microsoft, som nu kan fortsætte med at gennemføre opkøbet af Activision Blizzard. Dialogen med CMA genoptages i England.
Tekst: Palle Havshøi-Jensen
Publiceret 2023-07-11

Efter fem dages vidneudsagn i FTC's antitrustsag, som kunne blokere for Microsofts gigant-opkøb af Activision Blizzard, har en domstol i Californien afvist FTC's anmodning om et midlertidigt påbud mod opkøbet og har i stedet givet Microsoft lov til at fortsætte med opkøbet af Activision Blizzard.

Både Microsofts præsident Brad Smith og Activision CEO Bobby Kotick har været ud og rose dommerens "velovervejede beslutning" som det udtrykkes, mens en talsmand fra FTC lover i en erklæring, at de vil fortsætte med at kæmpe for at beskytte forbrugerne.

Dommen giver Microsoft mulighed for at gennemføre handlen med Activision Blizzard inden deadline den 18. juli. De britiske myndigheder er stadig de eneste modstandere af handlen, men de er ved at løsne lidt op, da parterne (Microsoft, Activision og CMA) i dag er blevet enige om at suspendere den planlagte retssag, som skulle være startet den 28. juli og i stedet fortsætte forhandlingerne for at afgøre de tilbageværende krav.

Det lader til, at spilindustriens største handel nogensinde, kan være tæt på en realitet.

<social>https://twitter.com/BradSmi/status/1678796043545350144</social>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage