Ifølge industry insideren Tom Henderson, skulle der være en PlayStation 5 Pro på vej. Maskinen har i øjeblikket navnet Project Trinity, hvilket er meget normalt hos Sony, da PlayStation 4 og PlayStation VR også havde Matrix-inspireret navne (Neo og Morpheus) inden de udkom. Sony har angiveligt arbejdet på Trinity projektet siden starten af 2022 og de første udviklerkits skulle blive leveret mod slutningen af november i år.
Maskinen skulle byde på "accelerated ray tracing" og en 8K "Performance Mode". Ifølge Henderson skulle maskinens hukommelse køre ved 18.000 MT/s, som er 4.000 MT/s hurtigere end PlayStation 5's 14.000 MT/s.
Vi ved ikke helt hvad der menes med en 8K "Performance Mode", for det lyder umiddelbart urealistisk, at selv PlayStation 5 Pro, skulle kunne afvikle de fleste spil ved 8K, uden at skære voldsomt ned for den grafiske side i dem. Dog er "accelerated Ray Tracing" en velkommen forbedring, da både PlayStation 5 og Xbox Series X ikke er specielt stærke på det område.
Henderson siger, at han, i modsætning til andre rapporter, ikke mener, at der er en PlayStation 5 Slim på vej. Han har heller ingen informationer om, hvad en mulig PlayStation 5 Pro kommer til at koste, men kunne dog fortælle, at den forventes at lande til november 2024.
Det bliver spændende at se, om Microsoft har et modtræk til en PlayStation 5 Pro. Phil Spencer har tidligere udtalt, at han ikke kan se at markedet og branchen har brug for en opdatering af de nuværende konsoller, så Microsoft har ikke noget i støbeskeen ifølge ham.
Hvad tænker du? Har verden brug for en PlayStation 5 Pro, hvis den bliver som beskrevet i det her rygte?