Ansigtsgenkendelse er en praktisk, men også lidt skræmmende teknologi, hvilket vi både har set eksempler på i filmen og virkelighedens verden.
Nu kan det så også være, at ansigtsgenkendelsen bliver virkeligheden for amerikanske gamere.
ESRB (Entertainment Software Rating Board), der aldersmærker computerspil i USA, har anmodet FTC (Federal Trade Commission) om, at ansigtsgenkendelse fremover kan bruges til at sikre, at børn har fået lov til at spille og foretage køb i et givent spil af deres forældre.
Forslaget stilles blandt andet i samarbejde med virksomhederne Yoti og SuperAwesome og går ud på, at anvende såkaldt "Privacy-Protective Facial Age Estimation."
"Privacy-Protective Facial Age Estimation provides an accurate, reliable, accessible, fast, simple and privacy-preserving mechanism for ensuring that the person providing consent is the child's parent," står der i ansøgningen.
Ifølge Gamesindustry.biz inkluderer processen følgende skridt:
Brugeren tager et billede af sig selv
Systemet tjekker derefter, om der er et ægte menneskeansigt i billedet.
Billedet uploades derefter til Yotis backend-server til et tjek
Ifølge forslagets stillere er der ingen nævneværdige risici i forhold til privatlivet, og alle billeder slettes angiveligt øjeblikkeligt, så snart de har tjent deres formål.
Det lyder dog mildest talt som en omstændig (og måske også lidt dystopisk) proces, hvis man som forælder eller værge skal til at scanne sit ansigt for at give sine børn adgang til et spil.