Polske CD Project Red har vokset eksplosivt, siden de i 2007 udgav det dengang næsten ukendte rollespil The Witcher til PC.
Men måske har vokseværket også været for voldsomt. Lanceringen af Cyberpunk 2077 var på alle måder lidt af et mareridt, og for et par måneder siden kom det frem, at ambitionerne for Project Sirius (et spinoff til The Witcher-serien) blev skruet ned.
Nu meddeler administrerende direktør Adam Kiciński, at CD Project Red står over for omfattende nedskæringer. I alt vil omkring 100 ansatte blive fyret frem mod første kvartal af 2024, hvilket svarer til i alt 9% af studiets medarbejdere.
"There's no easy way to say this, but today we are overstaffed. We have talented people on board who are finishing their tasks and — based on current and expected project needs — we already know we don't have other opportunities for them in the next year," lyder det fra Kiciński på CD Project Reds hjemmeside.
CD Project Reds næste spil er Cyperpunk 2077-udvidelsen Phantom Liberty, der udkommer til september.
På den længere bane arbejder studiet med efterfølgere til både The Witcher 3: Wild Hunt og Cyberpunk 2077 samt et helt nyt AAA-spil.