Fez-patch med fejl i genudgivet

For dyrt at lave en ny patch
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-07-19

Fez-udvikleren Polytron meddeler, at de har genudgivet den patch til deres finurlige puzzle-platformer, der ellers blev trukket tilbage på grund af en ret alvorlig fejl.

Patchen indeholder nemlig en bug, der kan ødelægge ens savegame. Men udvikleren forklarer, at de ikke så andre muligheder - skulle de lave en ny patch, skulle spillet certificeres på ny af Microsoft, og den proces koster titusinder af dollars.

"I sidste ende giver det bare ikke mening at skulle betale så mange penge for at skulle lave så mange krumspring. Vi skylder allerede Microsoft MANGE penge for privilegiet at være på deres platform. Folk tror ofte fejlagtigt, at vi blev betalt af Microsoft for at være eksklusivt på deres platform. Intet kunne være længere fra sandheden. VI betaler DEM", skriver Polytron blandt andet på deres webside.

Under én procent af alle Fez-spillere er blevet berørt af fejlen, og udvikleren vurderer, at "et overvældende flertal" af alle spillerne er sikret mod den. Polytron erkender, at det er en ærgerlig beslutning at skulle tage, men føler at det er den bedste løsning.

"Patchen retter næsten alt hvad der har været i vejen siden lanceringen. Problemerne med billedhastighed, indlæsning, dødssløjfer, det hele! Alle de ting er rettede! Og lige nu kan ingen få fat i den, fordi patchen blev trukket tilbage. For 99 procent af folk gør den Fez til et bedre spil".

Du kan læse hele indlægget på udviklerens webside.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage