Kommende PS5-systemopdatering indeholder haptisk feedback i menuer og lader dig bruge to controllere som én

Du kan nu som en anden kørelærer tage kontrollen, hvis der opstår vanskeligheder.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2023-08-03

En ny systemopdatering til PS5 kan lige nu testes af udvalgte brugere i en række territorier, der dog ikke inkluderer Danmark.

Når opdateringen på et tidspunkt bliver tilgængelig for alle, vil den blandt andet introducere muligheden for at slå haptisk feedback til i konsollens menuer. Små lyde ved klik og menu-navigation vil derefter blive akkompagneret af afdæmpede vibrationer i DualSense-controlleren.

En anden funktion, der kan slås til, lader dig bruge to controllere, som var de blot en enkelt. Dermed kan du tage kontrollen og hjælpe eksempelvis et yngre familiemedlem i en særlig svær sektion af et spil, uden fysisk at skulle rive controlleren ud af hånden på dem.

På den mere tekniske side introducerer opdateringen også understøttelse af M.2 SSD-drev på op til 8TB og HDMI-tilslutning af Dolby Atmos-enheder.

Du kan læse mere om den kommende systemopdatering på PlayStation Blog.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage