Inside kom til Xbox takket være Phil Spencer

Xbox-chefens personlige telefonopkald førte til eksklusivitetsaftale med Microsoft afslører medstifter af Playdead Dino Patti.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2023-08-05

Tilbage i 2014 blev Inside præsenteret på scenen til E3 af selveste Xbox-chefen Phil Spencer. I den forbindelse kaldte Spencer forgængeren Limbo for "et af mine favoritspil nogensinde," og det var tilsyneladende ikke bare tomme marketings-fraser.

I hvert fald kan medstifter af Playdead Dino Patti afsløre, at det i høj grad var Phil Spencers personlige involvering, der førte til, at Inside fik en kort tidsbegrænset eksklusivitetsaftale med Microsoft. Det fortæller Patti til den danske spilpodcast Arkaden, hvor han også afslører, at han inden Spencers opkaldt, var tæt på at lukke en aftale med PlayStation.

"Noget af det, der var vigtigt for mig, var, at vi fik så lidt eksklusivitet som muligt. Og der fik vi ret lidt hos PlayStation," fortæller Patti. Vi fik egentlig en god aftale, og var sådan, du ved, trykkede hånd og sagde, 'okay, det lyder fedt det der, det kunne vi godt med til.'"

Men så var det, at Spencer tog sagen i egen hånd. Dino Patti gengiver situationen på følgende vis:

"Jeg ved ikke, om han fik nys om det. Jeg mener, helt seriøst, jeg sad en aften klokken otte, lidt ligesom nu, det var mørkt, i mine sweat pants, og så ringer min telefon med et amerikansk nummer. Og så er det Phil Spencer fra Microsoft. Det var helt vildt! Som bare siger: Hør her, vi skal lave en aftale med jer, hvad skal I have?' Og jeg var sådan lidt, 'Jamen, vi har faktisk lavet en okay aftale...' 'Nej, nej, nej, du forstår ikke, hvad jeg siger. Jeg kan få alt til at ske, hvad skal I have?'"

Det endte da også med at blive en god aftale for PlayDead. Ikke nok med, at Microsoft stod for store dele af spillet markedsføring til diverse spilmesser, så blev den tidsbegrænsede eksklusivitet meget kort, da PS4-versionen af Inside udkom få måneder efter debuten på Xbox One.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage