Lang Lørdag er Gamereactors faste sektion, hvor redaktionen kigger på aktuelle begivenheder, kommenterer mere personligt på sagerne og lægger op til god debat blandt Gamereactors læsere. Du kan læse med klokken 12:00, 14:00 og 16:00.
Der er noget galt. Digital distribution burde være billigt. Men det er den ikke. Hvorfor finder vi os i det? Så simpelt kan ugens debatoplæg herfra egentlig formuleres.
Jeg er nemlig godt og grundig træt af at blive taget ved næsen. Da diverse kreditkort blev introduceret, så fik vi fra bankerne lovning på at der aldrig (og især ikke ved Dankort) ville opstå skjulte gebyrer. Enhver mindre kioskejer i dag med et billigt DK-system eller enhver forbruger der bruger en "konkurrents hævemaskine" vil kunne skyde den påstand i stykker.
Det samme kan efterhånden siges om de fleste andre download-tjenester end Steam og App Store. Hvad sker der lige for at jeg skal købe mine spil på PSN og betale et par hundrede mere end i den lokale Fona. At mine Xbox Games on Demand-spil også er dyrere digitalt end hos min spilpusher, virker ubegribeligt.
Det er dog ikke kun for os som forbrugere at kæden hopper af. Det måtte Polytron erfare i denne uge.
Her gik det nemlig helt galt med indie-spillet Fez (Nyheden finder du her). Her blev udvikleren nødt til at genudgive en fejlbefængt patch til deres spil, ganske enkelt fordi de ikke har råd til at sende en rettet udgave afsted. Heldigvis er kun 1% af spillerne berørt. Men alligevel, det er jo næsten vanvittigt.
Hvor går grænsen, og hvorfor skal en udvikler betale så store summer for at forbedre slutbrugerens oplevelse? Dette er ikke en udvidelse, det er en fejlrettelse. Selvfølgelig skal der være grænser for hvor hullet et produkt man som udvikler kan udsende, og hvor mange fejlrettelser man vil tillade. Men Fez er ikke ligefrem overrendt med patches. (Om Fez-udvikleren er en man skal have ondt af, kommenterer Rasmus på om nogle timer, så det vil jeg lade ham om).
Jeg synes uanset hvad, at det er en trist udvikling at følge: Digital distribution burde være langt billigere for slutbrugeren, men indtil videre er det så som så med besparelserne.
Hvis alverdens udgivere vil have os som forbrugere til at hoppe med på den digitale bølge, så skal vi også belønnes. Både som udvikler og forbruger. Hvad siger I?