"Det fikser vi senere," er blevet lidt af et mantra i moderne videospil, og det gælder desværre især i store AAA-titler.
Spil som Halo Infinite og Nintendo Switch Sports udkom uden lovede spildele, der først blev tilføjet senere, og nu skriver Forza Motorsport sig ind i rækken af halvfærdige lanceringer.
Gamespot rapporterer, at Turn 10's creative director Chris Esaki har meddelt, at hverken spectator mode, AI-modstandere i multiplayer eller split-screen vil være "til stede ved lanceringen."
Formuleringen kunne tyde på, at Turn 10 har planer om at tilføje funktionerne på et senere tidspunkt, men der er selvfølgelig også den mulighed, at de ellers ret normale funktioner slet ikke bliver en del af spillet.
Vi får se, hvad der rent faktisk er inkluderet i Forza Motorsport, når det udkommer den 10. oktober til Xbox Series X og PC.