Microsoft fjerner Cortana fra Windows 11

Den virtuelle assistent er opkaldt efter Halo-AI'en af samme navn, men har vist sig knap så brugbar og intelligent.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2023-08-14

Hvis du bruger Windows til din PC, er du nok ved en fejl på et tidspunkt kommet til at aktivere Cortana. Appen fungerer som en "virtuel assistent," der kan svare på spørgsmål og løse små opgaver for brugeren.

Dog er Cortana - ligesom de fleste øvrige virtuelle assistenter - på ingen måde besværet værd, og Microsoft er da også begyndt langsomt at fjerne appen på de fleste af deres platforme. Først blev Cortana udfaset på Xbox i 2020, inden at Android og iOS-versionerne blev sløjfet året efter.

Nu meddeler Microsoft så, at Cortana også fjernes på Windows 11. Det skriver IGN.

Cortana vil blive fjernet i forbindelse med den seneste opdatering til styresystemet, og ifølge Microsofts hjemmeside, vil appen også blive fjernet fra forskellige versioner af Microsoft Teams i løbet af efteråret. Foreløbig vil Cortana dog forblive tilgængelig på Outlooks mobilapp.

At appen fjernes betyder dog ikke, at du slipper for assistance fremover, da Microsoft i stedet vil introducere Windows Copilot, et nyt hjælpeværktøj baseret på AI.

Den virtuelle assistent noget aldrig samme popularitet som sit Halo-forbillede.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage