Xbox 360 Marketplace lukker næste år

Bagudkompatible Xbox 360-spil vil dog stadig kunne købes på Xbox One og Series X.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2023-08-18

Vi nærmer os slutningen af en æra. Xbox 360 var den første konsol, der opnåede succes med download af digitale spil, men næste år mister brugere af den banebrydende konsol muligheden for at tilgå konsollens butiksside.

På Xbox Wire oplyser Microsoft, at Xbox 360 Marketplace lukker den 29. juli 2024. Det vil sige, det ikke længere vil være muligt at købe nye spil eller DLC til sin Xbox 360 - hverken gennem konsollen selv eller gennem butikssidens hjemmeside

Det vil dog stadig være muligt at købe bagudkompatible Xbox 360-spil på Xbox One og Xbox Series S/X, ligesom man stadig vil kunne downloade tidligere købt indhold på sin Xbox 360.

Onlinespil vil fortsat understøttes på Xbox 360, så længe det pågældende spils servere er aktive, og cloud saves vil fortsat være tilgængelige.

Sony meddelte i 2021, at de ville lukke den digitale PS Store på PS Vita og PlayStation 3, men endte med at udskyde lukningen på ubestemt tid grundet negativ feedback fra fans og konsolejere.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage