$1 er mere end nok til at vælge

Lang lørdag med Thomas
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2012-07-28

De fleste af de hardware-dingenoter, jeg har stående hjemme i stuen, kan deles i to lejre - åben og lukket. NAS-serveren og medieboksen har jeg overtalt til at fungere som jeg ønsker de skal gøre, fordi deres respektive producenter har bestemt sig for at brugeren selv skal have valget. Godt nok har det krævet en del timers arbejde, men nu har jeg til gengæld et system der virker lige som jeg vil have det.

Andetsteds i stuen befinder mine Apple-apperater sig, og selvom de er helt og aldeles lukkede fra producents side, har jeg sjældent haft at gøre med nogen former for hardware som så problemløst arbejder sammen. Med iPadden smider jeg hurtigt musikken gennem anlægget, og familien kan nærmest med det samme se de billeder jeg tager, uanset hvor jeg befinder mig i verden.

Som du sikkert allerede har regnet ud, har jeg ikke de store præferencer i forhold til hvorvidt min hardware skal være åben eller lukket for modifikationer, og det på trods af at jeg arbejder på et kontor hvor Linux/Windows/Mac OS og Apple/Android-diskussionerne nærmest raser hver dag.

I denne uge havde vi dog en nyhed på siden, hvor en software-udvikler havde set sig nødsaget til at gøre deres nye spil gratis på Android, af den simple grund at piratkopieringen af det var så enorm, at det virkede umuligt at sælge trods den minimale pris på $1.

Det fik mig til at tænke, for hvor skal man finde berettigelsen af et åbent system, hvis dets forbrugere ikke engang er villige til at betale en enkelt dollar for en oplevelse? Det er naturligvis ikke alle der er sådan, og jeg ønsker da heller ikke at skære alle over en kam. Men det er da bemærkelsesværdigt at vi her har med et system at gøre, som åbenbart gør det så let at kopiere, at folk ikke engang vil smide sølle seks kroner efter originalen - eller har jeg misforstået noget?

Da musikindustrien i sin tid stod over for den første store illegale udbredelse af MP3-filer, krævede det en løsning i form af et program der gjorde det lettere for forbrugerene at skaffe deres digitale musik legalt, frem for at tage et smut forbi piratsiderne. Her var iTunes svaret - et decideret lukket program der i dag har fået følgeskab af det ligeså lukkede Spotify.

Ligeledes var situationen for spilnydende PC-ejere, der i årevis havde fået at vide at piratkopieringen havde ødelagt markedet for alt andet end enkelte undtagelser når det gjaldt spil. Her var det Valve og deres mægtige Steam, der skulle ind og give markedet et ordenligt los bag i, for at vise at folk stadig var villige til at betale for den digitale underholdning, så længe systemet hertil var simpelt og underbygget med rimelig priser. Igen var her dog tale om et decideret lukket system.

Den overskrifts-glade Ouya-konsol, der i skrivende stund har indsamlet over $5.000.000 fra håbefulde købere, er blandt andet blevet populær fordi den benytter sig af åben Android-standard hvor alle spillene som minimum skal være lanceret med en robust demo. Men med $1-eksemplet fra tidligere, er det svært ikke at gruble over hvor mange af de potentielt fremtidige købere, der netop har tænkt sig at købe den åbne Android-konsol på grund af dens piratmuligheder.

Som tidligere nævnt står jeg ikke fastforankret på den ene eller anden side af åben/lukket-debatten, men jeg må dog indrømme at jeg savner eksempler på en åben software-standard som samtidigt råder over piratfrie, økonomisk bæredygtige muligheder - kender I nogen?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage