Microsoft tillader nu at Xbox Series S-spil mangler funktioner

Baldur's Gate III bliver det første spil, der udkommer uden feature parity mellem Series S og Series X.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2023-08-25

Microsoft har siden annonceringen af Xbox Series S, den mindre kraftige udgave af Xbox Series X, fastholdt, at spil der udkommer til Xbox, skal have de samme funktioner på tværs af de to konsoller.

Det princip har Microsoft nu valgt at gå på kompromis med, og dermed er der åbnet op for, at Series S-spillere fremover kan se frem til spil, der ikke kun grafisk halter efter deres modpart til Series X, men også indeholder færre eller forringende funktioner.

Konkret er det Baldur's Gate III, der har fået Microsoft til nu at differentiere mellem de to konsoller. Studiechefen for Larian Studios Swen Vincke fortæller på Twitter, at han efter et møde med Xbox-chefen Phil Spencer, har fået lov til at udgive det populære rollespil til Series S uden split screen co-op - en funktion, der kommer til at være tilgængelig på Series X.

<social>https://twitter.com/LarAtLarian/status/1694737127978783157</social>

Dermed kommer Baldur's Gate III stadig til Xbox i løbet af 2023, hvilket selvfølgelig er gode nyheder for Xbox-ejere. Spørgsmålet er dog, hvad det betyder for Xbox Series S på den lidt længere bane, at udviklerne nu får lov til at differentiere mellem Microsofts to konsoller?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage