Xbox-chefen Phil Spencer har gentagne gange givet udtryk for, at han ønsker et tættere samarbejde med japanske spilstudier, og at Xbox får et bedre fodfæste på det japanske marked. Selvom der er kommet flere japanske titler til Xbox i løbet af de seneste par år, er der stadig lang vej til et lige så stærkt udvalg af japanske titler, som Sony og Nintendos konsoller tilbyder.
Og det er her, at Sonys tidligere Vice President of Mobile Business, Mena Sato Kato, kommer ind i billedet. Efter otte år hos Sony har hun sluttet sig til Xbox i Japan i rollen som Director of Partnerships in Japan. Hun afslørede dette via sin Linkedin, hvor hun udtrykte begejstring over nu at være "ansvarlig for at lede partnerskab med japanske udviklere hos Xbox".
Hun tilføjede desuden, at hun "glæder sig til at se mange af jer på TGS", hvilket betyder at Sato Kato kommer til at deltage i den store gamingmesse i september i sin nye rolle.
Vi ønsker Sato Kato tillykke med stillingen og krydser fingre for, at hun kan hjælpe Xbox med at bolstre deres portfolio af japanske titler.
Tak, Windows Central.