Nintendo melder om et underskud på 1,3 milliarder kroner i det seneste kvartal, og selvom det er et dårligt resultat, er det stadig bedre end samme kvartal sidste år, hvor der fossede endnu flere penge ud af kassen. Resultatet skyldes primært tilbagegang i salget af DS og Wii, og faktisk er en stigning i 3DS-salget den eneste store positive nyhed i kvartalsrapporten.
Men da Nintendo Nintendo stadig tabte penge på hver solgte 3DS i kvartalet, har det øgede salg paradoksalt nok bidraget til underskuddet.
Nintendo siger dog, at de fra og med i dag ikke længere sælger 3DS med tab, og fremover vil tjene penge på hardwaren.
Der blev solgt 1,86 millioner Nintendo 3DS'ere i perioden, sammenlignet med beskedne 710.000 maskiner i samme periode sidste år. Wii solgte 710.000 maskiner, og DS'eren solgte 540.000. Indtil den 30. juni 2012 har Nintendo solgt 19 millioner 3DS-konsoller og 52,81 millioner 3DS-spil.