Officielt: En rød Nintendo Switch OLED-model udkommer d. 6. oktober

Super Mario Bros. Wonder-udsendelsen gav os et kig på en ny OLED-model med Mario-tema.
Tekst: Troels Ryde Grann
Publiceret 2023-08-31

Nintendo har netop afsluttet deres udsendelse om Super Mario Bros. Wonder, det nærtstående 2D platforming-spil, hvori blikkenslageren og hans kompagnoner skal redde the Flower Kingdom fra den onde Bowser. Vik fik et nærmere kig på spillets nye tilføjelser til 2D Mario-oplevelsen, herunder badges, nye power-ups, karakterer og måder at spille på (solo, lokal multiplayer eller online), men Nintendo havde også en lille overraskelse til os allersidst i udsendelsen.

I går kunne vi rapportere et rygte om en ny OLED Switch med Mario-tema, og dette rygte er nu blevet bekræftet af Nintendo. Der udkommer helt korrekt en rød Nintendo Switch OLED (Mario Edition), som selvfølgelig inkluderer en rød dock, men også fede detaljer såsom en minisilhuet af Mario i hjørnet og mønter på bagsiden af ladeboksen.

Den røde Nintendo Switch OLED (Mario Edition) bliver tilgængelig fra 6. oktober, og selvom prisen på den endnu ikke er bekræftet, forventes det, at den vil koste ca. 360 euros ligesom andre unikke udgaver af konsollen, der udkom i forbindelse med bl.a. Splatoon 3, Pokemon Scarlet og Violet og, for nyligt, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom.

Du kan se billeder af konsollen nedenfor. Hvad synes du om designet?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage