For et par år siden tog den danske høreapparatsgigant Demant en chance ved at kaste sig ud i et gamingrelateret projekt, nemlig at udvikle headsets specifikt til gaming, som mange sikkert kender under EPOS-brandet. Og det gik dem forrygende i en årrække, blandt andet fordi efterspørgslen på sådanne produkter boomede under pandemien.
Men i dag ser landskabet anderledes ud, og Demants gamingafdeling har genereret et underskud, der har fået høreapparatsgiganten til at trække sig definitivt ud af gamingmarkedet. Demants pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, bekræfter nyheden i en mail til MedWatch:
"Vi kan oplyse, at ca. 40 medarbejdere bliver berørt, hvoraf majoriteten skal finde et nyt arbejde."
Beslutningen betyder, at Demant forventer at spare et par millioner kroner i årlige driftsomkostninger og i stedet vil satse på headsets og udstyr til erhvervslivet via afdelingen Enterprise Solutions.
Vi ønsker de afskedigede medarbejdere held og lykke i deres videre arbejdsliv.