Steam Deck er på udsalg i forbindelse med Steams 20-års fødselsdag

Oven i et større spilsalg kan du også få op til 20 % rabat på Valves håndholdte PC.
Tekst: Troels Ryde Grann
Publiceret 2023-09-17

Valves Steam Deck blev øjeblikkeligt et stort hit blandt gamere, da den udkom tilbage i 2022. Ligesom det er tilfældet med Nintendos hybridkonsol, er det fantastisk at kunne tage spil med på farten og ikke være lænket til én specifik gamingstation.

Som del af Steams 20-års jubilæum er Steam Deck nu på udsalg. 64 GB-modellen er nedsat med 10 %, 256 GB-modellen med 15 %, og 512 GB-modellen med 20 %.

Der er altså tale om ret markante rabatter. Har du gået og overvejet at trykke på aftrækkeren, finder du næppe et bedre tidspunkt end nu. Men du har ikke alverdens betænkningstid: Udsalget varer nemlig kun til og med nu på torsdag, d. 21. september, og der er ingen garanti for, at de respektive modeller ikke bliver udsolgt. Det bør også nævnes, at et væld af Steam-spil i øjeblikket er nedsat i forbindelse med jubilæet.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage