Half-Life 3-stilhed er den rigtige vej

Ids Tim Willits om at tale for meget
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-08-08

Til mange spillere og fans' store frustration har Valve været musestille omkring det næste Half-Life-spil, men spørger man Tim Willits fra Id Software, er det den helt rigtige strategi at benytte. Det har han lært på den hårde måde, forklarer han.

"Alle ved at Valve arbejder på Half-Life 3, og det synes jeg er fint. Det bliver fedt når folk kommer til at se det, og de vil være begejstrede", siger han til Penny Arcade Report.

"En af de ting vi har lært med Rage, en af de ting der ændrede sig var at vi gik fra ikke at have en udgiver til at arbejde med EA til at arbejde med Bethesda, og vi har lært at vi viste ting frem alt for pokkers tidligt", siger Willits.

"Jeg sagde på et tidspunkt at jeg var bekymret for at folk ikke ville forstå den køretøjsbaserede kamp, så det var det jeg snakkede om først. Vi vidste at vi lavede førsteperson, vi er Id! Selvfølgelig lavede vi førsteperson. Men den tidlige snak om køretøjerne forvred folks forestillinger, og det måtte vi så prøve at indhente".

Willits peger blandt andet på den skarpe markedsføring af Skyrim som et godt eksempel på hvordan man annoncerer og markedsfører et spil.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage