De fleste af os her på Gamereactor-redaktionen kan godt lige finde ud af at forklare offside-reglen, men når det kommer til en dybere indsigt i de fleste sportsgrene, må vi blankt erkende at vi kommer til kort, især når de finere spilmekanikker skal forklares.
Derfor leder vi med lys og lygte efter en ny skribent, der kan hjælpe os med at opruste vores dækning af sportsspil.
Vi forventer at du:
- er bosat i eller omkring København
- kan skrive i et levende og underholdende sprog
- er på hjemmebane i FIFA og/eller PES
- glædeligt kaster dig over alt fra basketball til ishockey til managerspil
- har mindst én af HD-konsollerne (PS3 og Xbox 360) stående under fjernsynet. Udover det, vil vi stille testmaskiner til rådighed, hvis det bliver nødvendigt.
Vi skaffer de spil, der skal testes, og aftaler udviklerbesøg på dine vegne. For på sigt vil du også komme på rejser til de store udviklingsstudier i udlandet, og være blandt de første i verden til at se og skrive om de nyeste titler. Udover swag, spil og rejser er jobbet dog ulønnet. Vi giver dig selvfølgelig al den feedback, du behøver for at udvikle dig som skribent.
Du skal være forberedt på at være vores go-to guy, når det nyeste build af FIFA/PES/NHL/NBA/Madden triller ind på redaktionen.
Er du vores nye sportsekspert? Så send en mail til chefredaktør Lee West på [email protected] med nogle ord om dig selv, og et eksempel på en sportsanmeldelse eller tekst, du har skrevet.
Sender du en anmeldelse, så sørg for at den er korrekturlæst og i samme stand som du ville levere et færdigt produkt. Ved modtagelse af din ansøgning vil du få en kort besked med ordet "Modtaget", og finder vi interesse i din ansøgning hører du naturligvis mere fra os.
Vi glæder os til at høre fra dig!


<bild></bild>
<bild></bild>