Rygte: Sony overvejer angiveligt at lukke et studie

Du bør dog tage alt dette med et alvorligt gran salt.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2023-12-25

Nogle af jer har måske stærke holdninger omkring massemediernes ansvar i forhold til de informationer der er sluppet ud igennem det her læk, og vi føler også med Insomniac. Vi kommer aldrig til at dele concept art, gameplay-optagelser eller direkte fremvise andet lækket materiale. Men i forhold til de faktuelle oplysninger der nu er offentligt kendt, så kan vi heller ej lade som om at den her information ikke eksisterer. Som Jeff Grubb siger, så er det nyheder, og vi er et nyhedssite. Men det betyder ikke at vi ikke tager stilling, det gør vi altid. Du kommer til at finde denne paragraf før en række af de nyheder om Insomniac-lækket i løbet af dagen. Tak for jeres forståelse.

Det er blevet svinedyrt at udvikle spil, og prisen for at lave store AAA-titler vokser i sådan en grad, at mange analytikere og branchefolk nu kalder modellen for "unsustainable". Det betyder ikke at branchen er på vej ind i en krise, men mange mener at der bør ske en restrukturering af den måde disse spil udvikles på.

Af den årsag har Sony allerede været igennem adskillige fyringsrunder i 2023, der har påvirket Media Molecule, Naughty Dog og en række andre, men noget kunne tyde på at det ikke er slut endnu. Lækkede dokumenter fra Insomniac beskriver et møde afholdt d. 9 november, hvor Insomniac specifikt diskuterer flere fyringer internt hos Sony, deriblandt hos Insomniac selv, selvom at deres spil sælger som varmt brød.

Ikke bare det, de siger også at "there will be one studio closure". Dette er over en måned siden, så vi ved reelt set ikke om dette ender med at blive effektueret eller ej. Kotaku har kontaktet Sony, men de ønskede ikke at kommentere.

Hvilket studie tror du er i farezonen?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage