Star Wars: Knights of the Old Republic II er netop blevet genudgivet på Steam. Det Obisidan-udviklede fik i sin tid lidt hug for ikke at leve op til forgængeren, som Bioware udviklede, men det er der råd for.
Driftige fans har nemlig rettet op på en del af spillets mangler med mod'et Sith Lords Restored, der genskaber og tilføjer en række scener, der ikke nåede med ved udgivelsen, og retter over 500 bugs (det er jo et Obsidian-spil...).
Knights of the Old Republic II koster cirka 75 kroner på Steam, og med Sith Lords Restored-mod'et er det i nogles øjne faktisk bedre end sin forgænger. Er du glad for Star Wars og rollespil, bør du altså bestemt overveje at anskaffe denne klassiker til tilbudspris.