Indtil nu var Doom 3 BFG Edition det eneste spil, der ville understøtte Occulus Rift-headsettet direkte fra æsken, men nu har det fået selskab. Via Kickstarter-siden for headsettet meddeler folkene bag, at det kommende Mech-skydespil Hawken også vil understøtte Occulus Rift, når spillet lander i starten af december.
Occulus Rift er endnu ikke i handlen, og der er ingen tidsplan for hvornår headsettet lander i butikkerne. Men bidrager du $300 eller mere til Kickstarter-indsamlingen, får du fingrene i en devkit-udgave senere på året.