Ny crowdfunding-tjeneste i luften

Bliv investor i et spil med Gambitious
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-08-31

Kickstarter har vendt op og ned på spilbranchen gennem det seneste år, men i denne uge har en ny crowdfunding-tjeneste meldt sig på banen, og det med en model, der går videre og længere end Kickstarter.

For ser du et projekt du kan lide på Gambitious, er det muligt ikke bare at donere penge til det, men aktivt at investere - således at du får et afkast, hvis spillet bliver en succes og skaber overskud.

Gambitious har base i Holland, og ledes af Mike Wilson, der kan skrive chefstillinger fra blandt andet Id Software, Gathering of Developers og Take-Two på sit CV.

"Crowdfunding har forårsaget et stort seismisk skift i hvordan projekter finansieres, men der er en risiko for at fænomenet kan brænde ud på grund af uafsluttede projekter og ufærdige spil", siger han. "Modsat andre crowdfunding-platforme er Gambitious designet specifikt til spilbranchen, og hæver indsatsen hvad angår udviklernes troværdighed, investorernes engagement og forståelse af udviklingscyklussen".

Blandt de projekter, der i øjeblikket kan findes på Gambitious, er Tink, Candy Kids og Stronghold Crusaders 2.

Billede fra Tink

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage