Lang Lørdag er Gamereactors faste serie, hvor redaktionsmedlemmer kommenterer mere personligt på spilbranchen.
Der har været en underlig tendens inden for spilbranchen de seneste år. Et spils succes måles på to faktorer. Den ene er selvfølgelig salgstal, og den er svær at argumentere for. Men den anden er noget mere ulden - den hedder nemlig Metacritic.
Dette lidet kvantificerbare og temmelig vilkårlige gennemsnit af anmelderes karakterer ses som et brugbart og objektivt udtryk for et spils kvalitet. Udgiverne elsker Metacritic, og de er virkelig begyndt at hænge sig i disse tal.
I dag sker det hyppigt, at en udgiver fortæller sine potentielle kunder (det vil sige forhandlerne, ikke spillerne) hvordan et spil har klaret sig på Metacritic, eller hvilken Metacritic-score de sigter efter, i samme sætning som de nævner deres forvetninger til salg.
"Vi sigter efter en Metacritic-score på 80-85". Og de mener det alvorligt.
Og tendensen stikker dybere end det. Således kom det tidligere i år frem, at Obsidian gik glip af en bonusudbetaling fra Bethesda for Fallout: New Vegas, fordi spillet kun havde en Meta-score på 84 - og bonussen blev udløst ved 85.
Irrational Games, der står bag det første Bioshock og det kommende Bioshock Infinite, slog for nyligt en stilling op, hvor et af kravene til ansøgerne var, at de havde arbejdet på og shippet et spil, der havde scoret over 85 på Metacritic.
Det lyder fuldstændig vanvittigt i mine ører. Og det er ikke fordi jeg har noget imod Metacritic (det har jeg ikke - vi leverer selv resumerer og scores til Metacritic, så det ville være en smule hyklerisk, hvis jeg havde), men det virker bizart at tilskrive et gennemsnit af noget så subjektivt og uforudsigeligt som anmelderes karakterer en så stor betydning.
En kontant bonus hvis et spil solgte X antal millioner eksemplarer, det ville give mening. Et krav om at have arbejdet på et succesfuldt AAA-spil, det ville jeg kunne forstå. Men at mene at man kan måle og veje min og 100 andre anmelderes mavefornemmelse, uden i øvrigt at skele til de kulturelle forskelle, der er landende imellem, det virker helt skørt.
For der kan være stor forskel på hvordan et 6-tal opfattes mellem to lande. Nogle steder er et 5-tal helt rædsomt, nærmest en dumpekarakter, fordi det for eksempel forholder sig sådan i landets skolesystem. 1-10-skalaen, såvel som 1-6 og 1-100-skalaerne, er ikke stramt definerede medierne imellem. Der er ingen central liste, vi alle sammen slår op i, når vi skal karaktersætte et spil. Der er ingen fælles kriterier.
Alligevel sidder der folk med jakkesæt og Excel-ark, og vurderer hvilken Meta-score et spil skal have ud fra deres forventninger til budget, salgstal, markedsføring og så videre. Som om det var ren økonomi.
Er jeg den eneste, der synes det er underligt? Er jeg gået helt fra snøvsen? Eller er Metacritic i virkeligheden den diametrale modsætning til DMI's prognoser for skybrud?