Så er der landet helt nye rygter om det kommende Zelda-eventyr til Wii U fra Wii U Daily, og det er ikke småsager der her er tale om. Kilden skulle være fra Nintendo Japan, og fortæller at eventyret fortsætter med den grafikstil som der også blev gjort brug af i Skyward Sword, dog naturligvis med langt flere detaljer.
Grafikmotoren skulle være helt ny og byde på den flotteste grafik Nintendo nogensinde har produceret, samtidigt med at den gør brug af tredjepartsprogrammer som Havok og Umbra. Samtidigt vil dette dog angiveligt ikke minde om den techdemo der bliver vist ved fremvisningen af Wii U-konsollen, da denne var bygget på en helt anden og ældre teknologi.
De mange huler og missioner skulle være langt større og mere forskellige end sidst, samtidigt med at der naturligvis igen er blevet plads til sidemissioner og bonusspil.
Produktionen af spillet skulle samtidigt være den største Nintendo nogensinde har stået for, og således skulle flere hundrede folk være i gang med at arbejde på spillet. Det nævnes at dette er en produktion i Rockstar/GTA-størrelse.
Ikke overraskende vil spillet også gøre brug af stort set alle de unikke muligheder som konsollen tilbyder når det udkommer i 2014, selvom disse endnu ikke bliver afsløret.
Er dette mon blot det pureste opspind eller har kilden fat i noget?