Deep Silver: "Metro 4" stadig under udvikling hos 4A Games

Blev du lidt skuffet over at se, at Metro Awakening kun kommer til VR? Frygt ikke, nyt Metro er på vej fra 4A Games.
Tekst: Palle Havshøi-Jensen
Publiceret 2024-02-04

Jeg skal da indrømme, at det var med lige dele skuffelse og nysgerrighed at jeg så annonceringen af det nye Metro Awakening. Metro gameplayet kunne passe godt til VR, hvis det laves rigtigt, men på samme tid, ville et nyt "rigtigt" Metro spil være lækkert.

Metro Awakening blev på State of Play annonceret til PlayStation VR2, MetaQuest og SteamVR og i den forbindelse har udgiveren Deep Silver slået fast, at Metro Awakening ikke er nogen erstatning for et nyt Metro mainline spil.

In addition, development continues separately at 4A Games on the next mainline installment of the Metro series.
- Deep Silver

Metro Awakening kan formentlig ses som en spin-off og det udvikles af VR-eksperterne fra Vertigo Games, som nok er bedst kendt for Arizona Sunshine spillene. Imens arbejder de oprindelige udviklere videre på Metro 4 eller hvad det nu kommer til at hedde.

Ukrainske 4A Games annoncerede for flere år siden, at de var i gang med det næste Metro spil til PlayStation 5, Xbox Series X/S og PC, men de er naturligvis påvirket på alle mulige områder af Ruslands invasion, så det er ikke til at sige, hvornår vi hører noget nyt omkring projektet.

Metro Awakening udkommer til PSVR2, MetaQuest og SteamVR i løbet af 2024.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage