Denne uge stiller Gamereactor Spilstrøm skarpt på Persona 3: Reload og Suicide Squad: Kill the Justice League

Og så vendte State of Play tilbage i et mere personligt format.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2024-02-02

Spilåret 2024 er for alvor kommet op i omdrejninger. Sidste uge fik vi Tekken 8 og Like a Dragon: Infinite Wealth (som vi beklageligvis har forsømt her på Spilstrøm), og denne uge er to meget forskellige titler, Suicide Squad: Kill the Justice League og Persona 3: Reload, klar til at stjæle vores tid på to meget forskellige måder.

For at snakke om sidstnævnte har vi inviteret Anders Fischer i studiet, mens Magnus tager sig af den allerede udskældte selvmordsbande. Kan Persona 3: Reload stadig imponere i en verden, hvor Persona 5 eksisterer, og er Suicide Squad: Kill the Justice bedre end det, vi har gået og regnet med?

Desuden skal vi selvfølgelig også vende onsdagens State of Play som blandt andet bød på nyt om flere Silent Hill-projekter, vores hidtil bedste blik på Death Stranding 2: On the Beach og (endelig) en interessant titel til PSVR2.

Som altid vil vi rigtig gerne diskutere jeres spørgsmål i programmet, så send gerne dit til [email protected]. Det kan være stort og småt. Så længe det er noget, du er nysgerrig efter at høre os snakke om. Vi har haft svært ved at skaffe spilkoder på nogenlunde basis, men vi arbejder på andre former for belønninger til dem der indsender. Du kan lytte til episoden herunder, eller finde os på Spotify, Google Podcasts, Apple Podcasts og Audible.

Slutteligt vil vi gerne takke Danish Xbox League, Nintendo Danmark Switch + Nextgen og PlayStation 5 Danmark for at vi må bruge jeres grupper til at gøre opmærksom på vores lille udsendelse.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage